Sankalpa er sanskrit, og handler om at sætte en intention eller et positivt formål.
Hvor nytårsfortsættet ofte udspringer af noget "negativt" som vi ønsker ændret (problemet/udfordringen) så handler Sankalpa om at udforske intentionen (årsagen) til udfordringen. Hvorfor opstår lige præcis dette ønske i os? Hvad ligger der til grund for ønsket? Og hvad vil det give os at få indfriet ønsket?
Det handler derfor ikke om f.eks. at tabe sig, eller begynde at løbe for at komme i bedre form, eller om at lære at hækle. Men om årsagen til at vi har disse specifikke ønsker. Hvad vil det give os? Måske handler f.eks. målet om at løbe om, at vi ønsker at gøre noget godt for vores krop og har observeret at andre er glade for at løbe, men inderst inde er det måske bare ikke for os. Måske kunne vi få indfriet ønsket om at gøre noget godt for kroppen på andre måder, f.eks. at svømme, ved at spise fødevarer som gør kroppen godt eller andre selvkærlige handlinger. Hvis intentionen er at gøre noget godt for vores krop hvordan kan det så gøres på en kærlig måde hvor vi får energi og glæde ud af processen også og ikke kun målet?
En anden vigtig pointe i forhold til sankalpa er at det handler om indsatsen. Altså hvad man ønsker at gøre fremfor hvad man ikke er tilfreds med. Dvs. hvor man vil hen og ikke hvad man vil væk fra. Ved at fokusere på indsatsen og den indsats som vi løbende gør flytter vi fokus væk fra det som vi ikke får gjort. Det kan være at du har en forventning om at du skal løbe 3 gange om ugen, men måske kun kommer afsted en gang om ugen. Her er fokus på at du rent faktisk kommer afsted en gang om ugen og ikke på de 2 gange som kan slå dig selv i hovedet over at du ikke kommer afsted.
MOTIVATION
Hvis du kan finde ind til årsagen af dine ønsker kan det være at de i sig selv kan motivere dig. Det kan også være at du har brug for yderligere motivation, så prøv om du kan mærke om der er noget positivt som kan motivere dig og hjælpe dig på vej.
Hvis du har oplevet nederlag mange gange med nytårsfortsætterne og kun får bekræftet for hver gang at det ikke kan lykkes, og fokus på intentionen og årsagen til dit ønske (sankalpa) ikke i sig selv er nok, så kan det være at du skal finde en vej som motiverer dig og bringer dig væk fra den negative bekræftelse som måske ubevidst ligger i dig om at du ikke kan gennemføre.
For nogle vil det hjælpe med et lille belønningssystem, hvor man samler "point" sammen for hver gang man får praktiseret sin intention. Der findes ingen minuspoint og man gør derfor aldrig noget forkert og vil altid kunne fortsætte med sin sankalpa. Man kan aftale med sig selv at når man når op på x antal point så må man give sig selv en belønning i form af noget som man værdsætter og nyder.
HVAD VIL DET GIVE DIG?
En af mine sankalpaer er at være i og nyde naturen. Jeg ved at naturen gør mig godt og jeg elsker at være i den. Det er jeg også allerede hver eneste dag, men jeg har f.eks. den dejligste have og den glæder jeg mig til igen at nyde mere, så snart det bliver lidt lunere. Jeg ved at jeg vil nyde den endnu mere med lidt flere blomster og nogle hyggelige kroge i haven. Så langsomt nyder jeg at sætte flere planter i haven og skabe mit haverum. Uden dårlig samvittighed over når der er noget som jeg ikke når eller bliver som jeg planlagt, når det trækker ud eller når jeg er "bagud" med at så eller andet. Ofte er det selve vejen mod målet som er spændende og givende og derfor nyder jeg hvert lille trin på vejen. Med fokus på at dyrke glæden og nyde det som allerede er og som jeg skaber undervejs. For mig er skabelsen nemlig en del af min sankalpa. Det at skabe og nyde naturen giver mig energi og glæde.
Hvad vil glæde dig?
Comments